Verdensmærket

Verdensmærket

Formål

Det står helt centralt i FDFs fortælling at give børn og unge et ståsted at møde verden fra. Når vi møder verden i FDF, er det det interkulturelle, der er i fokus. Vi er nysgerrige på verden og på at blive kloge på andre mennesker, kulturer og traditioner i øjenhøjde. I FDF bliver vi rustet til at møde verden i øjenhøjde og på en anerkendende måde.

Af: Kamilla Holse Palbjørn-Søgaard og Christine Lund

Verden 1 – At genopleve en rejseoplevelse

Derfor tager vi mærket

Fordi vi vil gøre FDFerne opmærksomme på, at de allerede kender verden, om end den blot er en anden by end deres egen.

Aktivitetsforslag 1

Dyst i, hvem der kan nævne flest steder, hvor FDFerne har været på ferie. Del FDFerne op i to hold. Første runde er kun steder i Danmark og herefter kan man tage en runde om steder i verden, man drømmer om at rejse hen.

Aktivitetsforslag 2

Luk øjnene, imens en leder fortæller om en rejse til et andet land. Beskrivelserne af hvordan der ser ud, dufter, smager, hvilke lyde der er osv. er meget vigtige. Bagefter kan I snakke sammen om, hvilke billeder FDFerne skabte i hovedet af det her ”andet land”.

Aktivitetsforslag 3

Lav en stor collage eller et fælles maleri, hvor FDFerne kan billedliggøre, hvad de forbinder med ferie. Giv FDFerne mulighed for at fortælle, hvad de har tegnet og hvorfor.

Inspiration

Find eventuelt billeder fra forskellige rejsedestinationer til at få samtalen på gled. Vis fx souvenirs I har købt på en rejse.

Verden 2 – At forskellige transportmidler skaber forskellige oplevelser

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at vise FDFerne, hvordan det at rejse på forskellige måder kan være en del af selve rejsen.

Aktivitetsforslag 1

Lav gæt og grimasser med transportmidler.

Aktivitetsforslag 2

Gå eller cykel en rute fra a til b (længde alt efter alder) i hold. På vejen skal FDFerne lægge mærke til så mange ting som muligt. Når FDFerne kommer i mål skal de svare på en række spørgsmål som kan besvares, hvis man har været opmærksom på turen. Fx ”hvor mange lyskryds var der”, ”hvor mange gange drejede I til højre”.

Aktivitetsforslag 3

Tag FDFerne med på en bus/togtur, hvor de får en del af ansvaret.

Vejledning

1: Man trækker et kort og skal få de andre til at forstå, hvor man rejser fra med hvilket transportmiddel og hvor hen. Fx ”jeg rejser fra Danmark til Tyskland med tog”, alternativt kan man lave det som tegn og gæt.

Verden 3 – En smagsoplevelse

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi det vi spiser er en stor del af at opleve et land.

Aktivitetsforslag 1

Lav en blindsmagning, der er inddelt efter lande. Fx en fransk blindsmagning med brie, croissanter og makroner. Italiensk blindsmagning med pasta, parmesan og tørret skinke.

Aktivitetsforslag 2

Lav mad fra tre forskellige lande. Gør noget ud af at forklare, hvor retten kommer fra og evt. lidt om råvarerne, man bruger. Det giver en forståelse for hvorfor kartofler fx er mere brugt i Danmark end i Kina.

Aktivitetsforslag 3

Invitér forældrene på en verdens-mad-aften.

Inspiration

Brug rejsebøger og kogebøger til at blive klogere.

Verden 4 – En sprogoplevelse

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi vi vil gøre FDFerne trygge ved at møde andre sprog.

Aktivitetsforslag 1

Lær at sige hej på forskellige sprog. Evt. andre høflighedsfraser.

Aktivitetsforslag 2

Leg en leg, hvor man normalt skal tale sammen for at løse opgaven, men nu med en regel om, at man ikke må tale sammen eller kun må tale sammen på et andet sprog. Man må naturligvis gerne bruge fagter.

Aktivitetsforslag 3

Lær at sige forskellige brugbare sætninger på forskellige sprog. Afspil evt. ord eller sætninger på et andet sprog, som FDFerne så skal øve sig i at sige.

Inspiration

Kommunikationsleg

Afspilning af ord/sætninger på forskellige sprog

Verden 5 – Det internationale projekt

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at opleve, hvordan og hvorfor FDF engagerer sig i projekter internationalt.

Aktivitetsforslag 1

Få en præsentation af projektet.

Aktivitetsforslag 2

Hold en legeaften med lege fra landet/de lande, der er med i projektet.

Aktivitetsforslag 3

Bestil kassen/materialerne fra projektet og lav jeres egne fortællinger om tingene ud fra det, I indtil nu har hørt/lært.

Inspiration

Måske har I gamle materialer fra tidligere projekter på hylden i kredshuset. Ellers kan mange materialer søges frem på nettet. Skriv “FDF missionsprojekt”

Verden 6 – Et møde med et andet land

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at møde FDFs venner ude i verden.

Aktivitetsforslag 1

Lav sammen en liste over ting, I gerne vil vide fra den anden gruppe først og sæt en Skype-samtale op, hvor I kan få svar på jeres spørgsmål.

Aktivitetsforslag 2

Lav klassiske pennevenner, og brug mødet på at lave en video til en gruppe i et andet land.

Aktivitetsforslag 3

Leg lege over videoopkald.

Inspiration

3: Lær hinandens lege at kende, FDFerne kunne fx vise den klassiske lejrbålsunderholding, hvor man skal have fat i en tandbørste, rulle tape etc. hurtigst muligt.

Kontakt FDFs Internationale forum på crossculture@fdf.dk Se hvilke organisationer FDF samarbejder med her Crossculture.dk. Find legene i Legedatabasen.dk

Verden 7 – At forstå hinanden i forskellige kulturer

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi der kan være nogle barrierer i mødet med andre kulturer. Vi oplever barriererne og ser på, hvordan vi kan løse dem.

Aktivitetsforslag 1

Spil et kort spil med “uklare regler”. Se vejledningen.

Aktivitetsforslag 2

Lav to grupper, som har hver deres base. Hver gruppe er et folkefærd, som har tre kendetegn, det kan fx være at klappe, inden de taler. De tre tegn skal være hemmelige, og grupperne skal besøge hinanden. FDFerne skal nu observere og blive klogere på, hvordan man begår sig hos det andet folkefærd.

Aktivitetsforslag 3

Tag kontakt til en eller flere børn/unge/voksne som kommer fra et andet land og lav en fælles kulturaften. Aftenen kan have fokus på dialogen om det der var underligt, da de kom hertil, og hvordan det er at komme til et andet land.

Vejledning

1: Spillet går ud på, at man spiller kort ved forskellige borde. Det gælder om at få stik med ens nummer af 4 forskellige kulører. Hvert bord bliver introduceret til reglerne, men de er forskellige – når alle ved bordet er enige om, at de har forstået reglerne begynder man, og alle skal fra der være stille i resten af legen.

Bord 1: Spar er trumf, 2 er det højeste, vinderen af et stik spiller ud i runden efter.

Bord 2: Hjerter er trumf, es er det højeste, taberen af et stik spiller ud i runden efter.

Bord 3: Klør er trumf, konge er det højeste, vinderen af et stik spiller ud i runden efter

Bord 4: Ruder er trumf, 8 er det højeste, taberen af et stik spiller ud i runden efter.

Man kan selv tilføje flere regler. Lederen holder tid på runderne, og når x antal minutter er gået, rykker vinderen fra bordet til det næste bord til højre, og taberen rykker til venstre. Så er der en ny runde. Under runderne og imellem runderne må man ikke snakke.

Det der sker er, at i den næste runde er man uenige om reglerne, men man kan ikke kommunikere om det – det skaber frustration, fordi man ikke forstår det. Det er vigtigt, at man fra start ikke afslører, at der er forskellige regler ved bordene. Når man har spillet et par runder, kan man så tage en plenum snak om, hvordan det føltes og perspektivere det til, når folk med forskellige kulturer møder hinanden.

3: Tag kontakt til et lokalt flygtningecenter, brug børn og voksne i kredsens netværk (klassekammerater mv.)

Verden 8 – Universelle rettigheder

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at finde ud af, hvad en rettighed er og reflektere over, at der gælder de samme regler for hele verden.

Aktivitetsforslag 1

Tag en leg, FDFerne kender og implementer uretfærdige regler, uden at lade FDFerne stille for mange spørgsmål til det. Tag bagefter en ’debriefing’ om, hvordan det føles at opleve noget uretfærdigt.

Aktivitetsforslag 2

Hav en samtale om, hvad en rettighed er. Lad FDFerne brainstorme på hvilke rettigheder der findes. Lad FDFerne snakke om, om der er nogle rettigheder de kunne undvære, og hvad det betyder, når rettigheder ikke er opholdt i Danmark og i andre lande. Med mindre FDFerne, brug evt. energi på at tegne rettighederne.

Aktivitetsforslag 3

Find både menneskerettigheder og børnerettigheder frem, lav aktiviteter, der sætter fokus på begge og differentieringen af det.

Vejledning

En leg som FDFerne kender ville være stikbold. Eksempler på regler kunne være, at dem som har glemt forbundsskjorten skal stå stille, alle dem med vanter ( hvis det er vinter) kun må gå på et ben, alle pigerne må kun hoppe rundt med samlede ben, alle lederne må tage lige så mange skridt med bolden, som de vil osv.

Inspiration

Menneskerettighedserklæringen

Børnerettighedskonventionen

Verden 9 – Vi oplever, hvordan FDF kan bidrage til at løse et globalt problem

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket, fordi en del af det at møde verden også er at adressere de udfordringer, vi i verden er fælles om.

Aktivitetsforslag 1

Tag en samtale om, hvordan genbrug kan bidrage til renere land og have. Saml affald i nærområdet.

Aktivitetsforslag 2

Undersøg, hvordan I i kredsen kan lave nogle løsninger, som er mere bæredygtige og prøv at realisere dem.

Aktivitetsforslag 3

Lav en aktivitet omhandlende FN’s verdensmål.

Verden 10 – Oplev et varigt sammenhold med international gruppe

Derfor tager vi mærket

Vi tager mærket for at opleve, at vi gennem en længere periode kan samarbejde og udvikle ting med andre, der er anderledes fra os, og reflektere over, hvad vi hver især bidrager med.

Aktivitetsforslag 1

Lav en fælles kortfilm med en gruppe fra en af FDFs søsterorganisationer. Lav sammen en storyline og bidrag med hver jeres scener.

Aktivitetsforslag 2

Etabler fem opgaver sammen med en udenlandsk gruppe. Brug opgaverne til at lave jeres eget mini ’mesterskab’, hvor FDFerne dyster i grupper af 3-4.

Aktivitetsforslag 3

Få besøg af en udenlandsk gruppe i kredsen, for eksempel på sommerlejren.

Inspiration

Crossculture.dk