Kristendomsmærket

Kristendomsmærket

Kristendomsmærket handler om historierne i Bibelen og drøftelse af de mest centrale kristne temaer.

Her er nogle mål for, hvad man skal kunne, vide eller have oplevet for at få mærkerne på de enkelte niveauer.

Kristendom 1
Tema Misundelse
Det er målet at:

  • Børnene, efter at have hørt om temaet misundelse, kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne snak bør kædes sammen med historien om Kain og Abel, samt diverse parallelfortællinger.
  • Børnene skal introduceres til forskellen på Gammel Testamente og Ny Testamente.
  • Børnene har hørt mindst 5 historier fra Gammel Testamente, samt været med til at drøfte pointerne, og hvad vi kan bruge disse til i vores dagligdag.

Kristendom 2
Tema Tilgivelse
Det er målet at:

  • Børnene, efter at have hørt om temaet tilgivelse, kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne snak bør kædes sammen med historien om Zakæus, samt diverse parallelfortællinger.
  • Børnene har hørt historierne omkring Jesu fødsel, samt været med til at drøfte pointerne og hvad vi kan bruge disse til i vores dagligdag.

Kristendom 3
Tema Næstekærlighed
Det er målet at:

  • Børnene, efter at have hørt om temaet næstekærlighed, kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne snak bør kædes sammen med lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner, samt diverse parallelfortællinger.
  • Børnene har hørt mindst 5 af Jesu lignelser, samt været med til at drøfte pointerne og hvad vi kan bruge disse til i vores dagligdag.


Kristendom 4
Tema Ydmyghed 
Det er målet at:

  • De unge, efter at have hørt om temaet Ydmyghed (Y-faktor), kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne snak bør kædes sammen med historien om fodvaskningen, samt diverse parallelfortællinger.
  • De unge har hørt mindst 5 af Jesu gerninger (helbredelser) eller situationer han har været i, samt været med til at drøfte pointerne og hvad vi kan bruge disse til i vores dagligdag.
  • De unge har hørt om, hvem der har skrevet Bibelen (hvordan samlingen af bøgerne blev til), om Gammel Testamente som jødernes bog og Ny Testamente som vidnesbyrd om Jesus Kristus.

Kristendom 5
Tema Tro og tvivl 
Det er målet at:

  • De unge, efter at have hørt om temaet Tro og tvivl, kan forklare deres opfattelse af begrebet. Denne snak bør kædes sammen med historien om stormen på søen, samt diverse parallelfortællinger.
  • De unge har hørt påske- og opstandelsesberetningerne fra Bibelen, fra indtoget i Jerusalem til genkomsten i Pinsen samt været med til at drøfte pointerne og hvad vi kan bruge disse til i vores dagligdag.
  • De unge har hørt om tiden efter, Bibelens bøger er udvalgt. Herunder kirkens ungdom, katolicismens udbredelse i verden, samt Luther og protestantismen. Eventuelt har de også fået en introduktion til de kirkelige retninger, vi har i dag.

Kristendom 6
Tema Skabelse
Det er målet at:

  • Man, efter at have hørt om temaet “Skabelse”, kan forklare og diskutere deres opfattelse af begrebet.
  • Man har læst og kan genfortælle de vigtigste pointer fra skabelsesberetningen i 1. Mosebog kap. 1-3.
  • Man “kan oversætte” skabelsesberetningen til i dag og forklare, hvad det vil sige, at mennesket er skabt i Guds billede.
  • Man har lavet en lille film om Adam & Eva.

Kristendom 7
Tema Fristelse
Det er målet at:

  • Man, efter at have hørt om temaet “Fristelse”, kan forklare og diskutere deres opfattelse af begrebet.
  • Man har læst og snakket om beretningen om Jesu fristelse i ørkenen, Matthæusevangeliet kap. 4 vers 1-11.
  • Man har overvejet hvad, vi bliver fristet af og hvorfor.
  • Man har lavet sin egen liste over de største fristelser.

Kristendom 8
Tema Fjendekærlighed
Det er målet at:

  • Man, efter at have beskæftiget sig med temaet “Fjendekærlighed”, kan forklare og gøre rede for begrebet.
  • Man har læst og snakket om Jesu tale om fjendekærlighed i Matthæusevangeliet kap. 5 vers 43-48.
  • Man har overvejet, hvem der er deres fjender i dag – og hvordan de kan forlige sig med dem?
  • Man har snakket med kredslederen om, hvorfor det er vigtigt at forlige sig med sine fjender.

Kristendom 9
Tema Mission
Det er målet at:

  • Man, efter at have hørt om temaet “Mission”, kan gøre rede for og begrunde sit syn herpå.
  • Man har læst og snakket om missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kap. 28 vers 16-20.
  • Man har givet sit bud på, hvordan man i dag kan være med til at formidle kristendommen videre til børn og unge.
  • Man har stiftet bekendtskab med FDFs missionsprojekt.

Kristendom 10
Tema Diakoni
Det er målet at:

  • Man, efter at have beskæftiget sig med temaet “Diakoni”, kan fortælle om og forklare begrebet.
  • Man har læst og snakket om fodvaskningen i Johannesevangeliet kap. 13 vers 1-17.
  • Man har fundet nogle andre bibeltekster, der handler om diakoni.
  • Man har stiftet bekendtskab med og besøgt et diakonalt arbejde.